Om projektet

Projekttitel

Vaginal laserbehandling mod vulvovaginal atrofi hos kvinder behandlet for brystkræft

Periode

1/7 2022 til 30/6 2025

Forskningsområde

Sine Jacobsen undersøger om vaginal laserbehandling kan bedre og lindre symptomer på vulvovaginal atrofi (VVA) hos kvinder behandlet for brystkræft.

Afdeling og vejledere

Afdeling

Kvindesygdomme og Fødsler

Vejledere

  • Pinar Bor (hovedvejleder), Akademisk koordinator, forskningskoordinerende overlæge, Ph.d., Klinik lektor, Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospitalet Randers
  • Marianne Glavind-Kristensen, Overlæge, Ph.d., Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital
  • Anders Bonde Jensen, Overlæge, Professor, Ph.d., Kræftafdeling, Aarhus Universitetshospital
  • Axel Forman, Overlæge, Klinisk Professor, Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital

Baggrund og formål

Baggrund

VVA er en samlet betegnelse for en række symptomer som vaginal tørhed, smerter ved samleje, irritation, urininkontinens og urinvejsinfektioner. Efter et behandlingsforløb for brystkræft oplever mellem 50-75 % kvinder et eller flere VVA-symptomer. VVA symptomer behandles vanligvis med vaginal østrogen, fx Vagifem.

De kvinder som har haft brystkræfttilfælde med østrogenpositiv sygdom vil gerne undgå nogle former for østrogenholdig medicin. Vaginal laserbehandling er en ny non-hormonel behandlingsform, som aktiverer dannelse af elastin- og kollagenfibre samt medfører en øgning af glykogenproduktionen, som er afgørende for væksten af vaginale lactobaciller og det sure miljø i vagina og blæren.

Formål

Formålet med projektet er at undersøge om:

  • Gentagelse af vaginale laserbehandlinger er nødvendige for at opnå en positiv og ideel effekt på VVA symptomer hos kvinder behandlet for brystkræft
  • Vaginal laserbehandling har betydelig effekt på VVA hos kvinder behandlet for brystkræft i forhold til placebo behandling
  • Vaginal laserbehandling aktiverer sårhelende kaskadereaktion som resulterer i øget dannelse af elastin- og kollagenfibre, og dermed vævsremodellering i vaginalslimhinde
  • Det er nødvendigt at give en vaginal laserbehandling et år efter sidste primære behandling

Metode

Projektet indeholder tre studier fordelt henover et treårig Ph.d. forløb.

Det første studie er et dosisresponsstudie, hvor vi vil undersøge forskellen på tre, fire og fem vaginale laserbehandlinger og effekten på symptomerne.

Det andet studie er en dobbeltblindet randomiseret undersøgelse, som undersøger effekten af vaginal laserbehandling på VVA symptomer i forhold til placebobehandling.

Det tredje studie er et års opfølgning efter sidste laserbehandling. Effekten af vaginal laserbehandling vurderes ved spørgeskemaer, vævsprøver af vaginalslimhinden samt mikrobiomundersøgelse af vaginalsekret og urin.

Perspektiver

Projektet vil være det første i Danmark, som undersøger effekten af vaginal laserbehandling til kvinder behandlet for brystkræft med vulvovaginal atrofi. Vaginal laserbehandling tilbydes allerede i Danmark, dog kun på privatklinikker mod egenbetaling.

Hvis metoden giver positive resultater, skaber projektet en ny unik mulighed for at tilbyde kvinder behandlet for brystkræft i hele Danmark denne nye behandlingsform for deres senfølger. Således er målet med projektet, at bidrage til at gøre livet bedre efter brystkræftbehandling og således øge livskvaliteten for brystkræftoverlevere.