Cirkulær legeplads tager form på plænen ved Regionshospitalet Randers
29. juli 2021
Om et par måneder vil man på plænen ved Regionshospitalet Randers kunne lege på en bæredygtig legeplads produceret delvist af genanvendt plastaffald fra tre hospitaler. Arbejdet med at etablere legepladsen er begyndt i uge 30.
En legeplads af hospitalsaffald og andre genanvendte materialer er ved at tage form på plænen mellem Regionshospitalet Randers og parkeringshuset på Kirketerpsvej.
Bag etablering af legepladsen står et partnerskab mellem Region Midtjylland, legepladsproducenten KOMPAN, Compas, Randers Kommune og Dansk Affaldsminimering.
Legepladsen er frugten af partnerskabets samarbejde om at omdanne plastik fra affald til ressource og skabe bæredygtige legeredskaber med udgangspunkt i FN's 17 verdensmål.
Regionshospitalet Randers, Regionshospitalet Horsens og flere afdelinger fra Aarhus Universitetshospital har affaldssorteret og indsamlet i alt 4,5 ton plastik til projektet siden februar 2020.
Fra affald til leg
Plastaffaldet fra hospitalerne er bearbejdet hos Dansk Affaldsminimering i Langå, inden det er anvendt i støbningen af legeredskaber.
Ca. 300 kilo genanvendt plast fra hospitalerne er brugt i legepladsens klatreelement. For at opnå den rette styrke er hospitalsplasten støbt sammen med en anden plasttype.
Legeredskabet består derfor af 75 procent genanvendt plast og 25 procent anden plast.
Affaldsplasten fra hospitalerne indgår derved i et cirkulært regnskab, hvor man dels undgår at sende plastaffaldet til forbrænding, dels forbruger mindre nyproduceret plast.
Ud over genanvendt plast fra hospitalerne, indeholder legepladsens øvrige elementer også plast fra havaffald og genbrugsplast fra fødevareemballage.
Opføres i august
Legepladsen etableres i en cirkel ved plænen ved Regionshospitalet Randers.
Byggepladsen vil blive spærret af med hegn af sikkerhedsmæssige årsager. Det forventes, at afspærringen vil stå på fra uge 30 til 35.
Legepladsen bliver officielt indviet fredag 10. september.
For flere oplysninger, kontakt:
Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf. 4079 2609
Om projektet Cirkulær Play
Partnerskabet CirkulærPlay er et offentlig/privat partnerskab mellem Region Midtjylland, legepladsproducenten KOMPAN, Compas (internationalt strategicenter for cirkulær økonomi), Randers Kommune og Dansk Affaldsminimering.
Sammen har partnerskabet skabt en legeplads af genanvendt plast fra Regionshospitalet Randers, Regionshospitalet Horsens og Aarhus Universitetshospital. Desuden anvendes plast fra havaffald, genbrugsplast fra fødevareemballage, genanvendt tekstil og granulat fra genanvendte gummisko.
Projektet er skabt ud fra et ønske om at fremme genanvendelse af plastaffald ved at arbejde med cirkulær økonomi og med udgangspunkt i FN's 17 verdensmål.