Planlagte behandlinger reduceres for at skrue op for vaccination mod COVID-19
13. december 2021
Vaccination med 3. stik til alle borgere over 40 år haster ifølge Sundhedsstyrelsen. Derfor skærer hospitalerne i Region Midtjylland nu i planlagte undersøgelser og behandlinger.
Det skal gå stærkt med vaccinationer mod COVID-19, oplyser Sundhedsstyrelsen. Alle borgere over 40 år inviteres netop nu til 3. vaccinestik. Hospitaler i Region Midtjylland aflyser planlagte undersøgelser og behandlinger for at kunne vaccinere 230.000 borgere i denne uge (uge 50).
- Vi har brug for at frigøre mest muligt personale til vaccinationsopgaven. Derfor vil alle hospitaler i Region Midtjylland fra i morgen, tirsdag, se sig nødsaget til at reducere kraftigt i den planlagte aktivitet. Det vil desværre betyde aflysninger. Dog ikke når det handler om liv- og førlighedstruende sygdomme, herunder kræft, siger koncerndirektør Ole Thomsen.
På Regionshospitalet Randers lukkes planlagt aktivitet i Dagkirurgien fra tirsdag 14. december og uge 50 ud. I Dagkirurgiens lokaler vil hospitalet tilbyde vaccination til borgerne ligesom i Vaccinationscenter Randers på Kirketerpsvej 5.
Alle patienter, der får udskudt deres behandling, vil blive kontaktet af hospitalet.
Hvem er nu inviteret til vaccination?
Alle borgere over 5 år er nu inviteret til 1. og 2. vaccinestik.
Alle borgere over 40 år er (eller bliver meget snart) inviteret til boostervaccination, 3. stik. Invitationen sendes 140 dage efter, du har modtaget 2. vaccinestik.
Er du 18-39 år inviteres du til 3. stik 165 dage efter du har modtaget 2. vaccinestik.
Invitationer sendes til din e-boks (brev hvis fritaget for e-post). Når du er inviteret, kan du booke tid til vaccination på vacciner.dk eller bestille tid hos en praktiserende læge.