Vaccinationscenter Randers rykker ind på kvikteststed
13. august 2021
I uge 33 afprøver Vaccinationscenter Randers, om et pop-up vaccinationssted på samme adresse som et af Falcks testcentre i Randers, kan få endnu flere til at lade sig vaccinere.
Først kom vaccination uden tidsbestilling, og nu afprøver Vaccinationscenter Randers endnu et tiltag, der skal gøre det så nemt som muligt at blive vaccineret mod Covid-19.
Mandag, tirsdag og onsdag i uge 33 (16., 17., 18. august) rykker personale fra Vaccinationscenter Randers derfor ind på samme adresse som Falcks kviktestcenter på Gl. Jennumvej 8 i Randers. Fra kl. 9 til 12 de nævnte dage vil det derfor også være muligt at blive vaccineret på kviktestcenteret.
Vil gerne nå endnu flere borgere
Formålet med at være til stede på testcentret, er at nå ud til endnu flere borgere, der gerne vil vaccineres, men som endnu ikke har fundet vej til de faste vaccinationscentre.
Hvis nogen har spørgsmål, eller fortsat er i tvivl, om de skal vaccineres, er de også velkomne til at kigge ind og tage en snak med personalet, inden de beslutter sig for, om de skal have et stik med derfra.
Indtil videre holder pop-up vaccinationsstedet kun åbent i uge 33.