Mette Bærentsen bliver sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Randers
21. april 2022
1. juni 2022 skifter Mette Bærentsen stilling fra Aalborg Universitetshospital til Regionshospitalet Randers. Med i bagagen har hun 14 års erfaring som leder i sundhedsvæsenet og flere lederuddannelser, fx Master i offentlig ledelse.
Der har indtil nu stået Aalborg Universitetshospital på Mette Bærentsens arbejdsliv. Den nuværende viceklinikchef for Klinik Kirurgi-Kræft har arbejdet på hospitalet i en række forskellige stillinger, siden hun fik sin autorisation som sygeplejerske i 1998.
- Jeg er glad for at kunne byde velkommen til en kompetent og udviklingsorienteret leder. Mette kan bidrage med erfaringer fra strategisk ledelse på et stort hospital i en anden region, så vi får nye, værdifulde erfaringer og helt nye bidrag til den samlede strategiske ledelse i regionen. Herudover er Mette lyttende, reflekteret og meget klar i sin kommunikation. Og så har hun humor, siger koncerndirektør Ole Thomsen, Region Midtjylland.
Selv siger hun om jobskiftet:
-Jeg glæder mig til at lære en ny region og Regionshospitalet i Randers at kende. I Randers leveres patientbehandling af højeste kvalitet, og det glæder jeg mig til at blive en del af. Det er afgørende for mig, at der kontinuerligt er fokus på udvikling af patientbehandling, kvalitet og pleje igennem et godt tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde. Med hospitalets stærke afsæt ser jeg frem til, sammen med de mange dygtige ledere og medarbejdere, at bidrage til den fortsatte udvikling til gavn for vores patienter.
Mette Bærentsen er 47 år og bor i Klarup uden for Aalborg med sin mand og to børn på 20 og 17 år.
Hun vil sammen med hospitalsdirektør Jonas Dahl og lægefaglig direktør Lone Winther udgøre hospitalsledelsen på Regionshospitalet Randers.
Den nye sygeplejefaglige direktør træder i stedet for Marianne Jensen, der gik på pension i februar.