6. september 2022

Kræftens Bekæmpelse har givet 1,15 millioner kroner til et forskningsprojekt på Regionshospitalet Randers, der skal undersøge om vaginal laserbehandling kan afhjælpe senfølger efter behandling for brystkræft.

Donation fra Kræftensbekæmpelse 337-22_0505.jpg

Sine Jacobsen (t.v.) skal de næste tre år undersøge effekten af vaginal laserbehandling. Pinar Bor (t.h.) vil være hendes hovedvejleder. Foto: Helle Brandstrup Larsen

I Danmark er brystkræft den mest almindelige kræftform for kvinder, men desværre kommer behandlingen af sygdommen ofte med en række bivirkninger. 50-70 procent af de kvinder, som har gennemgået behandling for brystkræft lider af symptomer som vaginal tørhed, smerter ved samleje, irritation, urininkontinens og urinvejsinfektioner.

Symptomerne kaldes samlet for vulvovaginale atrofisymptomer, og disse har negativ indvirkning på de ramte kvinders seksualitet, livskvalitet og trivsel. Derfor vil et nyt forskningsprojekt fra Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Randers nu undersøge om vaginal laserbehandling kan afhjælpe symptomerne. Til det har projektet modtaget 1,15 millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelse.

- Målet med projektet er at bidrage til at gøre livet bedre efter brystkræftbehandling og øge livskvaliteten for overleverene af brystkræft, siger læge og ph.d.-studerende ved Kvindesygdomme og Fødsler Sine Jacobsen og tilføjer.

- Vaginal laserbehandling er allerede en godkendt behandling i Danmark, men der mangler danske studier, der undersøger effekten for cancerpatienter. Derfor er det fantastisk, at Kræftens Bekæmpelse bakker op om projektet.

Første danske projekt der belyser effekten for kræftpatienter

Ved vaginal laserbehandling stimuleres bindevævet og slimhinden i skeden, så slimhinden og bindevævet igen bliver tykkere, mere fugtig, opstrammet og opnår øget elasticitet, som dermed afhjælper senfølgerne ved kræftbehandling.

Regionshospitalet Randers er det eneste offentlige hospital i Jylland, hvor vaginal laserbehandling er tilgængelig på et eksperimentelt niveau, og projektet vil være det første i Danmark, der belyser effekten af vaginal laserbehandling mod senfølger efter behandling af brystkræft.

- Hvis laserbehandlingen virker godt, skaber projektet en unik ny mulighed for, at brystkræftoverlevere vil kunne modtage veldokumenteret behandling for deres senfølger. På den måde kan vi løfte patienternes livskvalitet og forebygge yderligere nye samt kroniske senfølger, siger Pinar Bor, overlæge, akademisk koordinator og hovedvejleder for Sine Jacobsen.

Fakta:

  • Hvert år konstateres der ca. 4800 nye tilfælde af brystkræft i Danmark. 30 procent af kvinderne er under 55 år.
  • Behandlingen af brystkræft kan medføre en række senfølger som vaginal tørhed, smerter ved samleje, irritation, urininkontinens og urinvejsinfektioner.
  • I dag kan senfølger efter brystkræftbehandling behandles med en lokal hormonbehandling med østrogen i skeden, men for kvinder hvor kræftsygdommen er følsom over for østrogen tilrådes forsigtighed og andre alternativer. Flere kvinder ønsker desuden ikke nogle former for hormonbehandling efter brystkræftbehandling.